Benskinnen Nr. 3 1995

Udvalgte historier fra benskinnen nr. 3 1995

Siden sidst

Nyt og gammelt fra støtteforeningen

"Dame" - tur til Sejerø

 

Forsiden er tegne af Vibeke Lythjohan også kaldet Vivs

_____________________________________________________________________________________________

Siden sidst

Så er efterårskampene i gang. Klubben er i øjeblikket præget af en brydningstid. Der bliver arbejdet meget kraftig på at skaffe diverse sponsorere til klubbens hold. Det var et af klubbens grundpiller, da den startede, at man på ingen måde skulle have reklamer på trøjerne. Men det har vist sig at der er mange fordele ved at få sponsorer til klubben. Bl.a kan man jo håbe at det for nogle af klubbens hold kan betyde at de får udskiftet nogle meget slidte spilledragterne, uden at det går ud over klubbens økonomi

Vi har fra bladudvalget lovet vores alle sammen THØGER at bringe en efterlysning af hendes nøgler, til hallen og boldrummet. De blev lånt ud, da klubben havde pigestævne den 10. juni, og hun vil meget gerne have dem igen.

Bladudvalget

_____________________________________________________________________________________________

NYT & GAMMELT FRA STØTTEFORENINGEN: FODBOLDSTÆVNE & FEST 10.-11. JUNI 1995

Det blev et par dage med masser af  "fodbold og fis".

60 piger og småpiger fightede lørdag om æren og bamser i Munkholm-Cup’en og vore egne 2 hold var ubeskedne nok til at erobre en 1. plads og en 2. plads Flot spillet!

Sjællandserie-holdet fortsatte hvor pigerne slap og halede en flot sejr hjem mod Brøndby. Efter at have været foran 3-1 og set sig indhentet af Brøndby til 3-3, blev tingene sat på plads i de sidste spændende  minutter så" arvefjenden" kunne sendes hjem med et 5-3 nederlag ..HERLIGT!

Derefter blev grillen tændt og 60-70 glade Munkholmere tilbragte de næste par timer med at slås om pladsen på Grill-risten.

Søndag blev indledt fælles morgenbord, hvorefter Damernes 2. hold, fortsatte festen med et brag af en kamp mod Ringsted som blev sendt hjem med tenniscifrene 6-0.

Herrernes serie 6-hold sluttede af med det efterhånden obligatoriske nederlag med kun et enkelt mål, ærgerligt men absolut spændende til det sidste. Stævnet blev vellykket fordi en masse mennesker ydede en stor indsats.

TAK TIL

...Stanley fra Civilforsvaret i Holbæk for Transport, teknik og samaritervagt

......Bjergmarksskolen for lån af stole, borde og ikke mindst spiritusbevilling

.....Ena og alle andre som langede øl og vand og havde bagt kager

......Vibe fordi hun var i stand til at koge pølser i en papkasse

...Alle ledere og trænere der dømte og heppede i turneringen

"Træsko” fordi han havde "tømt" Holbæks butikker for tombola-gaver

...Maja for lån af kulørte lamper og Anton for musik

...Jernløse Idrætsforening for lån af telt

...herrerne der løste opgaven med at få teltet både op og ned

...Kvindeligt Arbejderforbund for sponsorstøtte

...Jan fra Aktiv Sport for sponsorering af kæmpefodbolden

TAK TIL ALLE DER GJORDE DET MULIGT...!

 NYE AKTIVITETER

1.Bankospil  Vi vil gerne gentage forårets hyggelige arrangement på Vandrehjemmet..!

 2.SUPERCHANCEN et nyt lotteri som bliver sendt på DR i samarbejde med Post Danmark. Første udsendelse 7. sept. Ideen er at lodsedlerne sælges via posthusene og  idrætsforeningerne

I Sverige tjener klubberne store penge på den måde, men det kræver en god organisation og en stor salgsindsats, men så kan en klub også tjene 50-75.000 kr. på de 15 udsendelser.

Er der nogen der vil hjælpe med til de 2 arrangementer så ring venligst...!

 BJØRN

_____________________________________________________________________________________________

"Dame" - tur til Sejerø.

 Den første weekend i juli, drog en sjat af damerne, med påhæng, til Sejerø. De havde fået til opgave at spille forkamp mod Sejerøs serie 6-hold inden Sjerneholdet(gamle landsholdsspillere) skulle spille mod Sejerøs serie 5-hold. Dameafdelingen fik en  lysestage til minde om turen og tak for besøget, beregnet til at stå i klubhuset?!

 Denne kamp blev en stor oplevelse for damerne, som selvfølgelig var opsat på at vinde over en flok mænd, som var berygtet for ikke at kunne spille fodbold.

 Kampen blev spillet på en af sommerens første rigtig varme dage, så mange havde sved på panden, men ind imellem ikke kun på grund af varmen, men også over at se Sejerøs frustrationer over, at damer altså kan spille fodbold.

 Deres største problem var dog, at disse damer var vant til at køre med en del off-side-fælder, og de røg i dem en del gange. Mange tilskuere var mødt op på sidelinjen for at se denne showkamp, og de fik mange billige grin med hjem.

 Nu er gennemsnitshøjden på dameholdet ikke enormt, og på Sejerøs hold var der nogle "klipper" med på et par meter, så i hovedspillet var de noget stærkere. Damerne viste flot fodbold, måske ikke Hennings mening men...., og de løb også af med en sejr på 5-2.

 De 4 af målene blev lavet af Munkholm, og det sidste sørgede Sejerøs målmand for - hvorfor han tog bolden og løb den i eget mål er ikke gået op for redaktionen da dette blev skrevet ???

 I løbet af kampen måtte man dog konstatere, at disse hankøn kan være lidt voldsomme. Det viste sig, da Pernille bankede hovedet ind i stolpen efter et sammenstød med en af klipperne. Lidt senere havde Jeanette grund til at brokke sig over et sammenstød med en af "de store".

 Alt i alt var det en kamp med mange sjove situationer, som dem der var med vil huske, specielt can-can-dansen, som damerne optrådte med efter hver scoring

 ANTON

_____________________________________________________________________________________________