Benskinnen Nr. 2 1994

Udvalgte historier fra benskinnen nr. 2 1994

Siden sidst.

Menigt bestyrelsesmedlem (Birgitte)

Træningsdragt.

Menigt bestyrelsesmedlem (Jesper)

Vi har hørt at -

Vidste du at - 

Indlæg fra læserne

Søndagsudflugten.

Gerner den grusomme

Serie 6 første sejr

Old boys sydkred resultater

Dame serie 1

 

 

 

Forsiden er tegne af Vibeke Lythjohan også kaldet Vivs
___________________________________________________________________________________________________

SIDEN SIDST

Så er det andet nummer af benskinnen klar. Alle holdene er i fuld gang med forårskampene. Der har været en del tumult omkring Munkholm i den forløbne tid i pressen. Der har været avisskriverier omkring vores problemer med klubhus og baneforhold. Men vi har også fået en del omtale omkring vores dame serie 1 kampe.

Dame serie 1 hold er kommet godt fra start, men midtkreds oldboys og damejuniorene er også startet forrygende. Serie 5 er startet på det jævne og serie 6 har indtil nu kun vundet en kamp. Dame 7 mand er også startet meget blødt med at tabe en del kampe. Nordkredsen er kommet godt fra start, men det kniber lidt mere for Sydkredsen, med at komme i gang med at vinde.

___________________________________________________________________________________________________

MENIGT BESTYRELSESMEDLEM

NAVN: Birgitte T. Olsen

ALDER: 33 år

Er aktiv i dameseniorafdelingen og har ansvaret for klubbens nøgler.

Birgitte har tidligere siddet i bestyrelsen, og da hendes holdning er, at man må skiftes til at gøre arbejdet, og der ikke var nok, der stillede op i år, synes hun, at det var hendes tur igen.

Det har været lidt besværligt med en helt ny bestyrelse, og Birgitte var glad for at der var nogle “gamle” bestyrelsesmedlemmer med til det første møde. . De kunne hjælpe lidt på vej med det ellers omstændelige arbejde med at hitte rede i de forskellige instanser, man skal henvende sig til. Der dukker stadig nyt op, men Birgitte mener, at et stort klubarbejde gøres af trænere og holdledere, og det letter arbejdet for bestyrelsen. (Winnie og Niels-Erik er nok de mest belastede).

Birgitte er tilfreds med klubben som sådan, men hvis der kommer klubmedlemmer, der brænder for et nyt tiltag, synes hun, det er helt i orden, hvis de selv vil stå for arbejdet. På den måde bliver det nemlig lysten, der driver værket.

SLOGAN: “Livet er også andet end fodbold.”

___________________________________________________________________________________________________

TRÆNINGSDRAGT

Så er det lykkedes at skaffe en træningsdragt med klubbens navn og et billede af Munkholmbroen. Mærket er Berri.

Overdelen er rød, med en hvid stribe, formet som et “V”. På ryggen er der et billede af Munkholmbroen og under billedet står der “Munkholm”. Bukserne er blå.

Det koster kun 300 kr for hele herligheden, og man kan få dem fra størrelse 0 år og fremefter.

Hvis man er interesseret kan de bestilles hos Susanne Klein Tlf. 53436705.

Man kunne snakke sammen på holdene, for evt. at lave en fællesbestilling.

Susanne Klein

___________________________________________________________________________________________________

MENIGT BESTYRELSESMEDLEM

NAVN: Jesper Ørnsholt

ALDER: 32 år

Er aktiv i Oldboys-afdelingen og kontaktperson til “bane-formanden” Kaj W. Pedersen.

Jesper stillede op til bestyrelsen ved den ekstraordinære generalforsamling, fordi han synes, det var for dårligt, at der ikke var nogen, der stillede op, så klubben kunne køre videre. Jesper valgte Munkholm som klub, fordi den også har ry for at være en social klub, så det var så at sige i alles interesse, at han stillede op.

Jesper har ikke siddet i bestyrelse før, og der er selvfølgelig brugt en del tid på at lære hinanden at kende. Endvidere har bestyrelsen brugt tid på at sætte sig ind i de forskellige komandoveje, der skal kendes for at køre en klub.

Bestyrelsesarbejdet tager lidt mere tid ind forventet, men Jesper mener selv, at det nok især føles sådan, fordi han samtidig har 2 små børn at se til.

Jesper håber, at der hen ad vejen bliver tid til andre tiltag i klubbens regi. For eksempel kunne man arrangere en fodboldturnering med forskellige Holbæk- venskabsbyer, lave et gadeløb for egne og andre lokale klubbers medlemmer, og i det hele taget profilere sig som en sjov klub, der også sætter lidt anderledes ting igang. Endelig synes Jesper, at lokalet på det nye vandrehjem er et rigtig positivt tiltag, og han håber nu, at medlemmerne vil bruge det.

SLOGAN: “En ting af gangen”

___________________________________________________________________________________________________

VI HAR HØRT AT -

- klubhusudvalget allerede har afholdt 5 møder

- Niller vil offentliggøre alle skyldnerne i næste nr.

- John Friis er begyndt at spille på den lange.

- John Friis endnu ikke har fået noget på den lange.

- Jon efter sit hjemlige pletskud har svært ved at få den ind i år (altså bolden),

- Henrik “Turbo” Christensen betalte sit kontingent i ugen før første turneringskamp. Er dog knap så ihærdig med at score i år.

- Inge er gået over til hjemmefødsel.

- Lars K. , ansat som lærer i Asnæs sagtens kunne finde vej til banen der, for at spille mod Dragsholm. Det klarede han fint for at erfare kampen skulle spilles i Fårevejle.

- endnu en oldboyser har haft held i sprøjten. Måske dette var grunden til de mange afbud i vinterturneringen, Jon?

- Dann P. kom til at betale 80 kr pr meter for sin cykettræningstur på fortovet.

- Brdr. Flæns ivrigt konkurrerer om, hvem der i år bliver topscorer. Thomas lagde ud med 2 mål som back.

- Kim Labusz har besluttet sig for seniorbold i Tuse Næs og måske oldboys i Munkholm.

- Lars Olsen, målmand på serie 5, er blevet tidligt pensioneret.

- flere af klubbens medlemmer træner ivrigt intervaltræning. Ses sidst på ugen sent på aftenen træne strækningen Bopæl-Underhus-Depotet- Sporting-Harlekin. En spændende strækning med gode intervaller.

- John Friis benytter unfair tricks i ishockeyturneringen. Tog til B-VM i ishockey for at lure holdene kunsten af - for evt. at toppe Munkholms ishockeyrangliste.

- Bente efter af have læst sidste klubblad - nu har overladt 110 % af det huslige arbejde til Bulder i det lille hjem.

- Bogart i år vil satse på en sejr mere end i sidste sæson.

- Bogart har fået en sejr i år. Vandt med sit hold 2-0 over Gislinge. (De kunne ikke stille hold).

___________________________________________________________________________________________________

VIDSTE DU AT-

- Kim Burns i sin første sæson scorede 19 mål for Munkholm i 17 kampe.

- Munkholms første formand var Kent Kristensen også kaldt Gårdmanden.

- Munkholms første formand aldrig har spillet en kamp for Munkholm.

- Ørnebasse er tæt på de 100 kg.

- Niels Stokholm Hansen også kaldet “Posten” bor i Svendborg og alligevel rejser til Holbæk for at spille for F.K. Munkholm.

- Boggart scorede det 1. mål for det første oldboys hold i Munkholm. Det var mod Højby. Munkholm vandt 3-2. Det var i 1986.

___________________________________________________________________________________________________

INDLÆG FRA LÆSERNE

Ny kontingent!

Jeg synes - Det er en fin ide’ at old boyser skal betale kontingent 1 gang om året, da jeg efter et par år i bestyrelsen klart har fornemmet hvilke problemer folk i min alder har med at få betalt giros.

Jeg synes - Old boyser godt kunne betale det samme som andre senior medlemmer, generelt har vi vist lidt flere penge end vores unge medlemmer.

Henning Hansen

Gratulation til Søren Dall (Honning), med de 40 år d. 30-6-94. Munkholm ser frem til dagen. Hvad mon han finder på? (Måske afholdes det på vandrehjemmet)?

POST

Det skal bemærkes at Jon næsten har fået ryddet sin baghave,(kom selv og se alle Munkholmere) i solidaritet med tyrkerne fra Vatan, så de kan få en bane, når HBI ikke vil give dem en.

POST

 

POSTENS KOMMENTAR TIL JANS AVISINDLÆG

Det er på rette tid og sted debatten kommer. Min reaktion oven på at have læst svarene til Jans artikel, fra Bl.a HBI’s formand Børge Pedersen og kulturformand H.P. Larsen er, at vi må samle modstanden på en bred front. Forstået sådan, at de idræts- klubber der ligesom Munk- holm selv, er en mindre klub og føler sig forbigået ved banefordelingen i forhold til HBI samt benytter bjergmark skolen, uden at have nogen klubhus faciliteter, skal vi have i tale. Derved skabe en kontakt til de interesserede om, at møde samlet op over for kulturformanden, med det for- slag Jan nævner om fællles klubhus.

Hvis vi står alene over for HBI og H.P.Larsen lægger de ikke tilstrækkelig vægt på vores argumentation.

Kom endelig frem med flere Munkholm reaktioner på Jans artikel.

Jeg erindre selv de første par år, hvor fortrængt og ildeset vi var fra HBI’s side, henvist til den gamle lysbane ved hallen, både til træning og kamp.

Netop det gode kammerat skab og Munkholms små overskuelige sociale relationer, gjorde jeg valgte den i sin tid, da jeg skulle starte op igen efter et par års fodboldspause. Intil da, i 7 år spillede jeg nemlig i HBI og mærkede allerede dengang både misundelse, dårligt kammeratskab, og uoverskuelighed i en stor klub.

Jeg har set beviser på papiret, hvordan HBI har fordelt banerne. Enhver der ser det, kan ikke andet end se, at den er gal.

Så sent som i søndags var bjergmarkskolens bane til en dame serie 1 kamp en ren skandale. Dommeren valgte modvilligt at starte kampen.

POST

 

KOMMENTAR FRA POST

Mit håb i forbindelse med, at Munkholm får lokale på vandrehjemmet: Det er ønskelig at man der sammen på tværs af de 3 oldboyshold, med tiden kan lave nogle fælles arrangementer, også sammen med de 2 herre seniorhold. Så man kunne få integreret herreafdelingen lidt mere, da det virker meget splittet op med 5 herrehold. Samt i lighed med damerne prøve at skillinge sammen til en herreudflugt i ny og næ

Med venlig hilsen Posten

 

___________________________________________________________________________________________________

SØNDAGSUDFLUGTEN

En dejlig solskinssøndag, havde posten valgt at lade turen gå til åbning, af det nye bowlingcenter på Isefjord. Han havde taget alle kvarterets unger med for at bowle- troede Post. Men rystet blev han i sin barnetro, da børnene tog det lidt for bogstaveligt. Ligesom i den gamle Gasolinsang, hvor der synges om, at der ryddes buler og trilles kugler. For alle børnene, ville hellere kæmpe og bokse med nogle tyrkere(de mødte på Isefjord)- undtagen Post, han agerede kampleder og var lige ved at kokse, inden han fik skilt kamphanerne ad.

Hvad kan vi og Post lære af det?

Sæt først børnene grundig ind i spillereglerne til bowling, inden I tager dem med.

___________________________________________________________________________________________________

Gerner den grusomme

Gerner blev hurtigt besat af fodbold i Munkholm. Idoler fik han hurtigt, efter at have set fighterne fra oldboys (sydkredsen), spille kamp. Hvilken teknik, tænkte Gerner!! At kunne vise hele kampen i slowmotion. Meget tilskuervenligt.

Lørdag eftermiddag havde Gerner fået en fribillet til førsteholdets kamp i serie 5. Modstanderne var "slagtere i forklædning" (SIF). Hvilket superhold der stillede op i Munkholms trøjer. Bagest stod en sweeper på 340 pund og dirigerede modstanderne forbi forsvaret. På midtbanen haltede en spiller rundt, som havde han en Mølle-sten omkring knæet. Han blev dog som sædvanlig, skiftet ud efter 3 min. effektiv spilletid. I angrebet spillede offside Hans, der dog ikke mere blev offside, efter at han havde udbygget sine benskinner med 7 kilo blyindlæg.

Rigtig fodbold oplevede Gerner dog først om søndagen, da han snød sig ind til en serie 1 kamp i damerækken. Med en råstyrke og viljefasthed fejede Munkholms damer modstanderne af banen, medens en skridtpillende træner søvnigt så til.

Gerner vendte træt tilbage til sit spaghetti-befængte kollegieværelse. Med en øl i hånden og en muldvarp i mundvigen, faldt han i søvn til en gyserfilm der hed "Ørnen er landet".

Mandag morgen vågnede Gerner i sin samspilsramte lænestol, udfordrende morgendagen.

Efter et rituelt kollegie-morgenmåltid hentede han avisen, som ikke var udkommet endnu, i Favør-kiosken. Overskrifterne hindrede Gerner i at tænke klart så han gik lige til småannoncerne bagest. "Klubhus søges - gerne udtjent skoda med intakt air condition og gasalarm pga. klubmæssige aromaforhold ( omtalt i Gæve Gerner 1) købes.

”3. verdenskrig er startet”: tænkte Gerner, da hans dør blev sparket ind og der blev råbt: “TELEFON”. Det var Jan Lotus der var i røret, om Gerner kunne spille en Oldboys kamp samme aften. Gerner var kun 20 år, men det var ikke noget problem sagde Jan. Gerner sminkede sig med en slaghammer og stoppede en død svane ind under blusen, hvorefter han lignede en rigtig oldboys. Da Gerner mødte op til kampen, kunne han godt se at han faldt lidt uden for. Han skulle nok have brugt en struds i stedet for!! Fortsættes.....

___________________________________________________________________________________________________

Serie 6 første sejr

Så skal vi lige hilse fra vores meget nye og unge serie 6 hold, og sige, at efter et lidt famlende start med en stribe nederlag, har holdet skabt deres første sejr. Det skete i kampen mod Stenmagle, hvor vores serie 6 hold vandt 5-1.

Holdledere Dan Rasmussen og Jackie Lauridsen og andre serie 6 spillere, er blevet set, ude og løbetræne på vejene inden træningen om tirsdagen. Det kan være, at det er grunden til at serie 6 begynder at vinde!

Så må vi håbe at serie 6 spillerne er lige så gode til at løbe ned til posthuset og betale deres kontigent.

___________________________________________________________________________________________________

Old boys sydkred resultater

Vipperød - Munkholm 2-0 (2-0)

En meget lige kamp med Ørnen som tilskuer, hvor hjemmeholdet fik to nemme mål. stor chance til Lalla, der kantede sig fri for at se bolden forsvinde i et hul, da han skulle skyde, ihvertfald efter eget udsagn. Toftegård mente, Lalla ville svinge sit ben ind over Rådhuspladsen, før han kunne skyde. Gode chancer til Flemming Keeper, vi havde lånt som angriber. Ligeledes store chancer til Bogart. Godt forsvarsspil af Toftegård og Juan. Ellers kun at bemærke at Djamsidh kom 15 minutter ind i første halvleg.

Munkholm - Gislinge

Holdets første sejr. Vi gratulere Bogart med sin første sejr i mere end et år. Som det fornemmes - en papirsejr, idet Gislinge ringede og meddelte, de kun var 8 mand og ikke kunne stille hold og ej heller ønskede at spille på noget andet tidspunkt

Bjergby - Munkholm 1-1 (0-1) Per Svanborg

En kamp hvor Munkholm havde 75 % af spillet med 5 bjergbønder som tilskuere. Flemming Keeper sendte afbud til målmandsposten 45 min. før afgang, hvorfor Ole Bindslev gammel førsteholdskeeper i Hillerød for 20 år siden tog posten. Bjergby havde i hele kampen 2 farlige forsøg på mål og et ufarligt, som Ole Bindslev tabte ind over stregen - stod ellers en god kamp. Per Svanborg helt på toppen med skud på stolpen og et mål. Store afbrændere af Turbo og Bogart(igen). Godt styret forsvarsspil af Brockdorf og Toftegård, der desværre i slutningen af 1. halvleg fik en fiber i låret og måtte udgå, hvorfor Svanborg blev trukket tilbage og derved svækkede holdets offensiv. Stor kamp af Teddy, der var overalt på banen. Elmer brillerede med næsten at nedlægge et træ med sin pandebrask og nogle taklinger med vægt bag. Ellers kun at bemærke at Djamsidh kom til tiden.

Holbæk-Munkholm 8-0 (3-0)

Af et lokalopgør at være mellem disse to hold efter diverse avisskriverier var det en utroligt fair spillet kamp med 9 tilskuere heriblandt borgmesteren. Grundet dommerens manglende forståelse for offside fik HBI to hurtige 2 meters offsidemål, der slog udeholdet helt ud. Endnu engang en stor chance til Bogart og Posten i sin sæsondebut med betalt kontigent. God kamp af Svanborg indtil han udgik med ødelagt achillessene. Også godt løbearbejde af Gert Aagaard, der er ved at have nået halvdelen af sin topform. Elmer lagde ikke an til træ fældning, men fik en fiber i låret og udgik også. En kamp hvor Munkholms motionsspillere ikke kunne stille noget op mod HBI’s tidligere divispillere. Djamsidh kom kun 10 min. forsent.

Tuse-Munkholm 5-3 (1-1) Lars Pusseløkke, 4-2 Posten, 5-3 Posten.

En kamp med masser af mål, hvor Munkholm kun kunne mønstre 11 spillere, da Djamsidh udeblev og ingen andre oldboyser fra midtkredsen kunne assistere. Vores sædvanlige lånehold spillede samtidig. En kamp der gav sæson debut til en meget træt Lars Pusseløkke, der kvitterede med et mål og burde have scoret et mere. Posten fik gang i målene med to flotte scoringer på to aldeles fremragende lalla afleveringer. På et tidspunk var vi kun 9 spillere, idet Turbo og Bindslev blev skade. De gennemførte dog begge med besvær. Stor kamp af Lars Olsen i målet. Forhindrede míndst 10 scoringer med flere dobbeltredninger.

Munkholm-Tølløse 2-4 (2-1) 1-0 Turbo, 2-1, Posten.

En kamp hvor hjemmeholdet startede bedst men blev overhalet indenom. Flot spil af Ørnen i forsvaret. Godt arbejde på midtbanen af Dann P, der burde have garnet en gang. Også store chancer til Asger. God kamp af Jyde i forsvaret og Pusseløkke, der ramte overliggeren. Djamsidh karantæne grundet mødediciplin. Juan udeblev.

Efter seks spillerunder i Odsherredturneringen for Oldboys i tre kredse, har det vist sig at Sydkredsens hold er nede på kun 14 spillere grundet skader, rokeringer m.v, mens de to andre kredse har omkring 20 spillere i deres trup. Derfor opfordres alle oldboyser til at hjælpe sydkredsen, hvis det er muligt, da resultatet ellers kan blive at holdet må trækkes og deres 14 spillere skal deles ud på de to andre hold jævnfør klubbens målsætninger og love. En trup på 27 spillere vil selvsagt give færre kampe til den enkelte spiller og udmeldelse af 14 spillere vil give 7000 kr mindre i klubkassen. Derfor prioriter det kammeratlige fællesskab i klubben og hjælp dig selv ved at hjælpe andre.

___________________________________________________________________________________________________

DAME SERIE 1

Vi er efterhånden ved at være godt igennem forårssæsonen, og man kan jo ikke sige at det har gået stille for sig. Som alle efterhånden ved, er damerne i serie 1 kommet utroligt godt fra start. Vi har vundet 7 kampe i træk! og en pokalkamp (mod Tølløse).

Jeg vil ikke begynde at beskrive hvert enkelte kamp, det vil jeg overlade til Venstrebladet, som i år har valgt at skrive om vores kampe. Det er en meget god ting, da vi kan skabe lidt positiv opmærksomhed omkring fodbolden i Munkholm, så vi ikke kun kommer i avisen, når vi skal brokke os over manglende klubhus og dårlig bane.

Så kan man jo spørge hvorfor damerne er kommet så godt fra start? Det kan der ikke gives et enkelt svar på. Men skal jeg give et par bud kunne det være. 1) jeg tror at holdet er modnet efter et år i serie 1. 2) derudover har holdet en utroligt god kampmoral, hvor en af grundpillerne i vores spil er en intens fight i hver eneste kamp. Har vi ikke formået at fået spillet til at fungere, har vi fightet os ud af problemerne.

3) vi har indtil nu, undgået for mange skader og afbud, så jeg stort set har kunnet stille med en grundstamme. 4) ud over, at vores forsvar og midtbane virker utroligt godt, har vi formået at udnytte vores chancer i angrebet næsten optimalt, hvilket er meget vigtig i kampe der ligger på vippen.

Så vil jeg som træner håbe, at vi fremover stadig kan mønstre den gode moral der har hersket indtil nu, og så håbe, at vi kan undgå skader og afbud.

Søren Olsen

___________________________________________________________________________________________________