Munkholm 2010 Formandens beretning.
Året 2010 blev det første år i Munkholms historie uden damer/piger i klubben. Damerne overgik efter kort fusion med Vipperød til HBI i 2009. Vores piger overgik til HBI i 2010 efter lange overvejelser i bestyrelsen, trænerstaben og forældregruppen. I HBI har man fået etableret en bæredygtig pigeafdeling med ca. 50 medlemmer fordelt ud på en u13 og en u18 afdeling. Flere af u18 pigerne træner sammen med dameholdet om torsdagen, og enkelte af pigerne har allerede fået deres debut på dameholdet i sjællandsserien. Det virker som om pigerne i HBI har fået skabt den røde tråd i deres udvikling, som vi desværre ikke kunne tilbyde i Munkholm mere, da damerne overgik til HBI.
I 2010 har Munkholm bestået af 5 herrehold. 2 seniorhold, 1 oldboyshold, 1 over 45 hold og et over 50 hold.
De 2 "gamle" hold spiller 7-mandsbold i odsherredturneringen. Over 45-holdet står AC for, og de var kun et point fra 2. pladsen i deres række, hvor HBI var ret suveræne.
Over 50-holdet bliver ledet af Ole og Niels, og efter nedrykning i foråret, rykkede holdet op igen i efteråret.
Oldboysholdet har i 2010 fået et nyt pust. Thomas Lentz, som har stået for holdet i mange sæsoner, havde i foråret svært ved at skaffe spillere. Ofte mødte holdet op med mange nye ansigter, og Thomas var kørt lidt surt i det. Klubben er meget taknemmelig for den indsats Thomas har ydet for oldboysholdet, og uden ham havde der nok ikke været et oldboyshold i klubben i dag. Efter sommerferien overtog Hans Hermansen og Rune Moll holdet. Der blev indført bødekasse, kampreferater og efter hver kamp bliver der stemt på kampens skuffelse. Alle sammen sociale tiltag, som manglede på oldboysholdet, og som er med til at løfte humøret i klubben. Det har enkelte gange været lidt svært at sætte hold, men med hjælp fra venner, familiemedlemmer og måske "landsholdsspillere" (Hvem husker ikke Rommedal i Hørve) har holdet klaret sig godt i Odsherredturneringen. Holdet har som det eneste hold kunnet hamle op med Tuses gamle stjerner, og mon ikke der lurer et par resultatmæssige overraskelser fra oldboysholdet i Munkholm i 2011.
I 2010 beviste Munkholm endnu engang at klubbens bedste seniorhold er for godt til serie 4, og holdet rykkede sikkert op i serie 3. Jimmi Petersen har sammen med Troels Mogensen stået i spidsen for holdet, og de har begge en stor andel af oprykningen til serie 3. Efteråret i serie 3 har pointmæssigt været katastrofal for 1. holdet. Holdet har i 9 ud af 11 kampe bevist at oprykningen til serie 3 var berettiget, men pointmæssigt står man efter det første halve år desværre kun med 5 point. Arbejdshandskerne skal helt sikkert på i foråret, men med den rette Munkholmånd kan alt lade sig gøre !!
Jimmi Petersen har lagt alt sin energi i herreafdelingen. Han arbejder altid for klubbens bedste og hans trænerevner skal på ingen måde lastes for den dårlige pointhøst. I foråret er det tid til, at spillerne overfor sig selv og Jimmi, beviser at man spiller fodbold for at vinde !!!! Desuden kunne det være rart at læse venstrebladet om mandagen igen J
Herrernes 2. hold har haft et svært år. Jetmar og Lyngesbo stod for holdet i foråret. De gjorde alt hvad de kunne for at stille hold hver uge, men de kunne ikke forhindre en nedrykning til serie 5. I efteråret tog Maxen over, men desværre blev det ikke nemmere at stille hold. Klubben må desværre erkende, at der ikke er grundlag for et 2. herresenior hold mere.
I sommers var det tid til stor reunionfest i Munkholm. 65 mennesker i alle aldersgrupper var samlet til hyggeligt samvær, kolde fadøl, gamle Munkholmhistorier og VM-kamp på storskærm. Penge til festen blev delvist sponsoreret af klubbens nedlagte støtteudvalg, og bestyrelsen har intentioner om at gentage succesen i 2011.
Ud over de fysiske anstrengelser har Munkholm i de sidste 7-8 år haft en drømmeholdspulje i BT med Rune Hansen som administrator. 15-20 Munkholmdrenge dyster i de forskellige turneringer om at blive den bedste manager. Spillet bliver diskuteret livligt til diverse træninger og kampe, og uden at gå for meget i detaljer om hvem der klarer sig bedst, skal det nævnes, at der stadig er en del, der har deres første sejr til gode.
Vores hjemmeside er for alvor blevet brugt aktivt i 2010. Det er en fornøjelse at kunne følge med i klubbens aktiviteter, og Søren Olsen skal have en stor tak for at tage sig af alle de tekniske ting omkring hjemmesiden.
Til sidst vil jeg kaste et lidt åbent spørgsmål ud til klubbens medlemmer. Hvordan ser vi Munkholms fremtid ?
Vi må nok erkende at der ikke kommer det helt nye store rykind af medlemmer og er det godt eller skidt ?
Klubbens bestyrelse er meget åbne for nye tiltag, men umiddelbart er holdningen at bevare klubben for de medlemmer, der har været i klubben i mange år, og skabe bedre forhold for dem, for de aktiver klubben har opbygget.
Vi må se hvordan 2011 udvikler sig for FK Munkholm.
Nikolaj Nordfang