Munkholm fik én på goddagen i lørdagens kamp mod Svinninge.
Svinninge viste sig som et rigtig godt fodboldhold, der taktisk, fysisk og teknisk var os overlegne. Dertil scorede de deres mål på et straffespark og 5 mål fra 30 meters afstand.
Tidspunkterne for deres mål var knusende, 1-0 efter 1 minut, 2-1 minuttet efter vi havde udlignet, og 3-1 1 minut før pausen efter vi havde brændt et straffespark. Vi følte egentlig vi havde haft muligheder i første halvleg for at være med, og gik til anden halvleg med håndslag om at vi skulle ud og forsøge et comeback - men ak, i 2. halvlegs 1. minut kommer vi bagud 4-1 og så røg luften ligesom af ballonen.
Munkholms målscorer var Troels Hansen der lagde bolden i nettet efter et godt og hurtigt kontra angreb.
På positiv siden kommer vi igennem kampen uden skader, vi skaber chancer til 6-7 mål og på trods af et nederlag der var til at føle på, var stemningen egentlig god.
Det ser meget sort ud for de der vil overleve i serie 3, men men men bolden er rund, det er ikke over før den fede dame har sunget, vinteren kommer ikke før den sidste svale er fløjet og så videre.
En ting er sikkert; vi går ind til næste kamp med troen på en sejr og med en ambition om at hæve hovederne igen.